Ja, det hele startede i en mørk skov, en sen lørdag aften i september 2016. Jeg var ude at besøge nogle kammerater, som var ude at fiske ved Jels Sø. Vi havde det super hyggeligt, og pludselig kom den her fyr forbi med en gasgrill, “Jensen” blev han kaldt, og mine kammerater kendte ham godt. De var blevet enige om at grille lidt mad sammen, hvilket jeg ikke lige havde hørt i første omgang.
Jeg kunne hverken se ham “Jensen” eller genkende ham. Jeg havde ganske enkelt ikke mødt ham før. Den aften vekslede vi nu heller ikke mange ord til hinanden. Min kammerat fik skaffet mig en fisketaske ved “Jensen”, som jeg skulle købe – og ellers hjalp jeg ham op med hans gasgrill, da vi alle havde fået en bid mad.
Ugerne gik, og jeg havde måske lidt glemt den her fisketaske, som jeg skulle købe af “Jensen”. Indtil han tilfældigvis poppede op på min Facebook “Personer, du måske kender”. Så slog det mig, at jeg jo skulle købe denne taske. En dag efter arbejde, aftaler vi, at jeg skal komme og købe den taske her af ham.
Ja hverken jeg eller tasken forlod huset igen, og vi har nu begge boet her i 4,5 år efterhånden.
Vi skal aldrig have børn …
Ja, som overskriften indikerer, så var vi et par, som aldrig skulle have børn – det var vi så sikre på, ligeså sikker som at solen står op i morgen. Men altså, sådan gik det jo ikke.
Meget kliché-agtigt, så kom Corona pandemien, og vi kunne begge mærke, at vi manglede “noget” i vores liv. Da vi en dag fik sat et billede på det “noget” – et barn, var vi slet ikke i tvivl. Vi skulle have et barn, og 9 måneder senere kom Theodor til verdenen.
Hele oplevelsen, barselslivet osv. tænker jeg at skrive mere om i et andet opslag engang.